Øgruppen består af en række vulkanøer, hvoraf kun den største ø, Hawaii, har aktive vulkaner; i 1790 var der dog også udbrud på naboøen Maui. Hawaii består af fem store skjoldvulkaner dannet af basaltisk lava. Kun Mauna Loa og Kilauea er aktive, mens Hualalai senest var i udbrud 1800-1801. Jordskælv er hyppige, især omkring Hawaii. Det højeste punkt er den udslukte vulkan Mauna Kea, hvis samlede højde over oceanbunden overstiger 9000 m.
Hawaii Island er dannet i løbet af de seneste 750.000 år af et stort antal lavastrømme. I nordvestlig retning bliver gruppens øer successivt ældre. Kauai er fx ca. 5 mio. år gammel. Vulkanismen i Hawaii-øgruppen er dannet over et hot spot, dvs. over et område, hvor konvektionsstrøm fra Jordens kappe skaber vulkanisme. Da Stillehavspladen her bevæger sig ca. 10 cm pr. år i nordvestlig retning, flyttes tidligere dannede vulkanske øer bort fra hot spot-området og bliver derved inaktive, mens vulkanisme begynder et nyt sted.
Rækken af vulkanøer fortsætter i Hawaii-ryggen mod nordvest. Denne ryg består af undersøiske bjerge, guyots, der tidligere var vulkanøer, men siden er sunket ned under havniveau. På nogle vulkaner i denne undersøiske ryg er udviklet koraløer og atoller i takt med indsynkningen. Kure-atollen, den sidste ø i rækken, har en vulkansk kerne, der er ca. 30 mio. år gammel. Striben af undersøiske vulkanbjerge fortsætter herfra i mere nordlig retning i den såkaldte Emperor Seamount Chain næsten til Kamtjatka i Sibirien. De ældste vulkaner herfra er ca. 75-80 mio. år gamle.
Den fortsatte pladebevægelse har udviklet et nyt udbrudssted 30 km syd for Hawaii og dannet den undersøiske vulkan Loihi, som nu ligger 969 m under havoverfladen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.