Helvede

Dette straffested omtales som dalen Gehenna, også kendt under navnet Hinnom. Dalen, der ligger syd for Jerusalem, fungerede som den lokale gravplads. Ifølge profeten Jeremias skulle dalen fyldes med lig som straf, fordi hans landsmænd bragte menneskeofre (Jer. 7,30ff); dette er formentlig baggrunden for, at Gehenna efterhånden kan bruges som betegnelse for et sted, hvor de døde straffes.

I Helvede er der en uudslukkelig ild (Mark. 9,42-49). Det er denne straffende ild, der omtales i beskrivelsen af verdensdommen, hvor de forbandede sendes "til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle" (Matth. 25,41), jf. Joh.Åb., kap. 20, hvor Djævelen styrtes i ildsøen.

Heraf udvikledes den middelalderlige forestilling om Helvede (italiensk: inferno), der fx kan aflæses i mange kalkmalerier, og om Skærsilden.

Ved siden af forestillingerne om ilden findes tanken om straffestedet som et uendeligt mørke (Matth. 8,12). Ifølge den apostolske trosbekendelse har Jesus mellem død og opstandelse besøgt de døde ("nedfaren til Dødsriget", dvs. Helvede).

Nedfarten til dødsriget er blevet forstået som Kristi udfrielse af fangerne i Helvede, fx i Grundtvigs gendigtning af et oldengelsk kvad, "I kvæld blev der banket på Helvedes port" (1837; optrykt i Højskolesangbogen).

I protestantisk teologi har Helvedet traditionelt været forstået som "de vantros evige straflidelse", mens opfattelser af Helvedet såsom "at vide sig i Guds nærhed og dog forladt af Gud", har vundet frem.

Andelen af protestantiske præster og kirkegængere, der opfatter Helvedet, som et fysisk sted eller i det hele taget et fænomen, der er relevant at fokusere på, har været stærkt faldende (jf. bl.a. The European Values Survey / Den Danske Værdiundersøgelse.)

• Hades
• Djævelen
• skærsilden
• purgatorium