Jan Assmann

Assmann var professor i egyptologi ved universitetet i Heidelberg fra 1976 til 2003 og virkede indtil sin død som æresprofessor i kulturstudier ved universitet i Konstanz. Han forfattede over 50 bøger og mere end et halvt tusinde artikler med væsentlige bidrag inden for egyptisk religion, litteratur, kunst, historie og epigrafik. Også Egyptenreceptionen – den måde, hvorpå oldegyptisk kultur er blevet modtaget og fortolket i senere tider – var et område, hvor han satte markante og ofte debatskabende spor. Blandt hans mange hædersbevisninger var De tyske boghandleres fredspris (Friedenspreis des deutschen Buchhandels), som han i 2018 modtog sammen med sin hustru og mangeårige samarbejdspartner, Aleida Assmann (f. 1947), professor i engelsk og litteraturvidenskab.

Assmanns første større videnskabelige arbejde behandlede solhymner, en af de mest betydningsfulde tekstgenrer i den egyptiske religion. Studiet rummer kimen til mange af hans senere forskningsinteresser, især analysen af egyptisk teologi i Re und Amun: Die Krise des polytheistischen Weltbilds im Ägypten der 18.-20. Dynastie (1983; engelsk oversættelse: Egyptian Solar Religion in the New Kingdom, 1995). Her påviser han, at den kosmiske og skabende Solgud i det sene Nye Rige, under indflydelse af Akhnatons religiøse revolution, udviklede sig til en delvist transcendent guddom.

Emnet for Assmanns næste store arbejde var en udførlig behandling af det helt centrale oldegyptiske begreb maat, som skiftevis bliver oversat med verdensorden, sandhed, retfærdighed, m.m. I Maat: Gerechtigkeit und Unsterblichkeit im alten Ägypten (1990; ”Maat: Retfærdighed og udødelighed i det gamle Egypten”) videreudvikler han opfattelsen af, at staten – repræsenteret ved kongen – udgør det punkt, hvori den menneskelige og guddommelige mødes. Uden staten ville universets orden, maat, ikke kunne opretholdes, og verden ville falde fra hinanden.

I bogen om maat bidrog Assmann også til tværfaglige diskussioner om aksetiden – et begreb oprindeligt formuleret af filosoffen Karl Jaspers – der betegner en epoke i 1. årtusind f.v.t., hvor civilisationer som Israel, Grækenland, Indien og Kina udviklede nye refleksive og universalistiske forestillinger om gud, etik og menneskets plads i kosmos. Assmann argumenterede for, at vendepunkter af denne art opstod i Egypten længe før den såkaldte aksetid, især i Amarnatidens religion, som han betragtede som en totalitær monoteisme. Han vendte tilbage til problemstillingen gennem hele sit virke og konkluderede i sit sidste store værk Achensenzeit: Eine Archäologie der Moderne (2018; ”Aksetid: En arkæologi af moderniteten”), at begrebet forsøger at indkredse et afgørende vendepunkt i fortællingen om det moderne menneske; et vendepunkt, som efter hans vurdering ikke kan påvises i de faktiske historiske begivenheder.

Parallelt med sit arbejde om aksetiden udviklede Assmann sammen med sin hustru begrebet ”kulturel hukommelse” (kulturelles Gedächtnis), som de udfoldede i en række bøger. Begrebet betegner de kollektive, symbolske og institutionelle former, hvorigennem et samfund bevarer, overfører og omformer sin fortid på tværs af generationer. For Assmann var de tidlige højkulturer omkring det østlige Middelhav særligt vigtige, fordi man her kan iagttage, hvordan de første statsdannelser og opfindelsen af skriften satte udvikling i gang, der førte til etableringen af religion, stat og folk som identitetsskabende størrelser.

Mange af trådene i Assmanns tværfaglige studier blev samlet i den centrale og ofte debatterede del af hans forfatterskab, der omhandler Moses og monoteismens opståen. I bøger som Moses the Egyptian: The Memory of Egypt in Western Monotheism (1997). undersøger han den bibelske Moses-figur som et kulturelt erindringssted, hvor erindring og fortrængning af Egyptens fortid – især af Akhnatons religiøse revolution – spiller en rolle i skabelsen af Israels monoteistiske identitet. Her introducerede han for første gang begrebet den ”mosaiske distinktion”, der betegner det særlige skel, som monoteismen sætter mellem sand og falsk religion; et normativt princip, der, ifølge Assmann, fik vidtrækkende og voldsomme kulturelle og politiske konsekvenser.

Hans omfattende arbejde med de egyptiske elementer i 1. og 2. Mosebog resulterede desuden i, at han udarbejdede vægtige kommentarer til to af det 20. århundrede mest indflydelsesrige tyske værker om emnet: Sigmund Freuds Der Mann Moses und die monotheistische Religion (1939; “Manden Moses og de monoteiske religioner”) og Thomas Manns monumentale romantetralogi Joseph und seine Brüder (1933-1943; ”Josef og hans brødre”, dansk 1933-1948, nyoversat 1991-1993).

Blandt Assmanns bøger om oldegyptisk religion regnes den monumentale Tod und Jenseits im Alten Ägypten (2001; forkortet engelsk overs. Death and Salvation in Ancient Egypt, 2005) ofte som hans hovedværk. Ifølge Assmann er menneskets unikke bevidsthed om sin egen dødelighed grundlaget for hele den menneskelige kultur, og denne bevidsthed prægede i afgørende grad den egyptiske verdens- og menneskeopfattelse. Udover den overordnede tese giver bogen en let tilgængelig og grundig gennemgang af forestillinger om døden, som de kommer til udtryk i stort set alle former for egyptiske religiøse tekster, ritualer og billedfremstillinger.

Assmanns studier af den egyptiske religions udtryksformer fik tilgøjet en særlig vinkel i den første af tre bøger om Wolfgang Amadeus Mozarts opera Tryllefløjten, Die Zauberflöte: Oper und Mysterium (2005; ”Tryllefløjten: Opera og mysterium”), hvor han forenede sin egyptologiske indsigt med sin interesse for musik- og idéhistorie. Her analyserede han Mozarts opera Tryllefløjten som et værk gennemsyret af frimurerisk symbolik og oplysningstidens fascination af Egypten. Han fremhævede, hvordan operaens indvielsesmotiver og moralske budskaber kan læses i lyset af samtidens frimurerlogers esoteriske traditioner, der ofte trak på forestillinger om oldægyptiske mysteriekulter; et tema, han senere underkastede en selvstændig og omfattende analyse i Religio Duplex: Ägyptische Mysterien und europäische Aufklärung (2010; forkortet engelsk overs. Religio Duplex: How the Enlightenment Reinvented Egyptian Religion, 2014).

Assmanns livslange kærlighed til klassisk musik førte også til nogle af hans sidste større bøger, som bestod af indgående værkanalyser af Georg Friedrich Händels oratorium Israel in Egypt i Das Oratorium “Israel in Egypt” von Georg Friedrich Händel: Bibel & Musik (2015; “Oratoriet Israel in Egypt af Georg Friedrich Händel: Bibelen og musik”); og Ludwig van Beethovens Missa Solemnis i Kunst und Kult: Beethovens Missa Solemnis als Gottesdienst (2020; “Kunst og kult: Beethovens Missa Solemnis som gudstjeneste”).

Assmanns værker er oversat til en lang række sprog, men ingen af dem er endnu udkommet på dansk. To artikler fra hans hånd er dog publiceret på dansk: ”Monoteisme, panteisme og kosmoteisme” og ”Døden ved Nilen” i Papyrus: Tidsskrift for Dansk Ægyptologisk Selskab 16.2 (1996) og 17.1 (1997). Samme tidsskrift bragte i 2024 en omfattende nekrolog skrevet af religionshistorikeren Jørgen Podemann Sørensen (Papyrus 44.2).

Egyptologen Paul John Frandsen har analyseret Assmanns brug af begrebet erindringshistorie til at forstå, hvordan vold – med udgangspunkt i Akhnatons religiøse revolution – synes at være en iboende del af monoteistiske religioner: ”Akhenaton, Moses og den moderne monoteismedebat”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 52 (2008); ”Voldelig monoteisme – Arven fra Amarna?” i Lise Manniche og Bo Dahl Hermansen (red.), Fokus på Amarna: Akhnaton og Nefertitis univers (2009).

Teologen H.J. Lundager Jensen har diskuteret, hvordan Assmanns begreb ”kulturel hukommelse” kan få central betydning for religionsvidenskaben: ”Religion, hukommelse og viden – Jan Assmann, med udblik til Durkheim, Rappaport og Augustin”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 52 (2008). Endelig har religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen (født 1969) skrevet reviewartiklen ”Om Assmann og aksetid”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 70 (2020).

• Egypten i oldtiden – religion
• Egypten i oldtiden – symboler og tankekategorier
• Akhnaton
• Moses
• monoteisme
• Tryllefløjten
• frimureri