Kabul. En familie sidder på en bjergside sammen med tusinde andre og betragter Sakhy-helligdommen i Kabul, hvor en religiøs ceremoni markerer det persiske nytår 21.3.2006.

.

Kabul. Taleban fik herredømmet over byen i 1996. Dele af byen er helt ødelagt efter mange års kampe.

.

Kabul er hovedstaden i Afghanistan med en anslået befolkning 5 mio. indb. (2026). Byen ligger i 1800 m højde ved floden og i provinsen af samme navn og på et strategisk sted, hvor tre dale mødes, og hvorfra pas i bjergene mod nord, øst og syd kan kontrolleres.

Hastigt voksende by

Enkelte monumenter og anlæg fra Kabuls lange historie er stadig intakte, bl.a. Baburs have og gravsted. Den gamle bydel med udstrakte basarer ligger på Kabulflodens højre bred; på den venstre findes regeringskontorer og ministerier i Dar-ol-Aman-paladset. Under borgerkrigen i 1990'erne blev store dele af byen ødelagt, og forskellige mujahedin-grupper kontrollerede forskellige dele af byen, indtil Taleban i 1996 tog kontrol med byen.

Kabul er en af verdens hurtigst voksende byer, og en hastig tilbagevenden af flygtninge efter Talebanstyrets fald i 2001 fordoblede Kabuls indbyggertal frem til 2005.

I perioden 2005-21 fortsatte indbyggertallet med at vokse, suppleret med internt fordrevne i takt med den forværrede sikkerhedssituation i landområderne som følge af Taleban's gradvise generobring af magten i 2021, da USA og dets allierede, inklusiv Danmark, forlod Afghanistan.

Det skønnes at der i 2026 er omkring 3.5 mo internt fordrevne. Siden 2023 er mere end 5 mio. afghanske flygtninge repatrieret, frivilligt eller under tvang, fra nabolandende Iran og Pakistan, og denne udvikling fortsætter. Mange af disse tilbagevendte er endt i Kabul.

Store forskelle på land og by

Op mod 80% af Kabuls indbyggere bor i såkaldt uformelle bebyggelser, uden gyldig dokumentation og under stadig risiko for at blive fordrevet. Selvom omfattende genopbygning fandt sted efter 2001 med støtte fra det internationale samfund, har boligbyggeri og udbygning af infrastruktur ikke kunnet følge med den voldsomme befolkningstilvækst i byen.

Omkring 90% af Kabuls indbyggere har adgang til elektricitet, mens landsgennemsnittet er omkring 40%, hvilket betyder at der meget store forskelle mellem by og land.

Drikkevandsforsyningen lider under pres fra den øgede bybefolkning, tørke og hermed faldende vandspejl, manglende finansiering og vedligehold af eksisterende faciliteter og ingen nye investeringer siden 2021. Det anslås at omkring 30% af befolkningen i 2024 havde adgang til rent drikkevand, men specielt landbefolkningen led under vandmangel forårsaget af tørke.

Historie

Kabul har eksisteret i 3500 år. Den var i 1504-26 hovedstad i Baburs voksende rige og siden 1774 hovedstad under Timur Shah. Under de anglo-afghanske krige i 1842 og 1879 blev byen delvis ødelagt.

Store dele af det moderne Kabul med sin blanding af gammelt og nyt blev ødelagt under stridende mujahedingruppers kampe om herredømmet over byen i 1992-96 under Afghanistans borgerkrig.

I perioden 2001-21 foregik en omfattende genopbygning med støtte fra det internationale samfund. Denne økonomiske støtte blev drastisk reduceret efter Taleban's genkomst ved den amerikanske tilbagetrækning i august 2021.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig