Lucan, Marcus Annaeus Lucanus, 39-65, romersk digter. Lucan var nevø af Seneca og hørte som denne til i kredsen omkring kejser Nero, men hans republikanske og stoiske sympatier fik ham involveret i en sammensværgelse mod kejseren, og han blev tvunget til at begå selvmord. Af hans mange værker er kun et bevaret: Bellum civile (Borgerkrigen) eller Pharsalia, et episk digt i ti bøger om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus fra begyndelsen i 49 f.Kr. over Slaget ved Farsalos i 48 f.Kr. til kampene i Egypten i 46 f.Kr. Digtet blev skrevet efter 60 e.Kr. og bryder af midt i bog 10. Det giver ikke en sammenhængende beskrivelse af borgerkrigens årsager og forløb, men er opløst i en lang række enkeltepisoder og lange digressioner, hvor Lucan indfletter mytologiske og kuriøse passager, der er hans hovedemne uvedkommende. Lucan har opgivet den traditionelle episke gudeverden og koncentrerer sig helt om menneskene. Cæsar er skurken, mens sympatien ligger hos Pompejus og den yngre Cato — uden at de derfor fremstilles som helte i traditionel forstand. Digtet er mere vellykket som et politisk dokument over Roms forfald end som litteratur. Som meget af samtidens litteratur er det skrevet i en bombastisk stil og fuldt af makabre beskrivelser.
Det sker
Brunsviger
Brunsviger er et klassisk dansk bagværk bestående af en gærdejsbund dækket med et lag af en remonce. Særligt på Fyn fejres brunsvigerens dag den sidste torsdag inden skolernes efterårsferie.
Folketinget
Folketinget er Danmarks nationale parlament og befolkningens politiske repræsentation. Grundloven fastsætter, at Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.
Folketingets formand
Henrik Frandsen (M) indtræder i forbindelse med Folketingets åbning som ny formand for Folketinget. Udnævnelsen er omdiskuteret og har ikke tilslutning blandt alle partier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.