Faktaboks

Patrick Dorgu

Patrick Chinazaekpere Dorgu

Født
26. oktober 2004

Patrick Dorgu er en dansk fodboldspiller, der spiller for Manchester United og det danske landshold. Han er i udgangspunktet venstre back, men kan også spille i modsatte forsvarsside og på begge kanter. Patrick Dorgu er en god løber og en fysisk stærk og udfordrende spiller. Han har spillet 16 landskampe og scoret fire mål for Danmark (pr. 27. september 2026).

Patrick Dorgus klubkarriere

Patrick Dorgu i Europa League-finalen mellem Manchester United og Tottenham den 21. maj 2025. Tottenham vandt kampen 1-0.

Patrick Dorgu
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Patrick Dorgu begyndte at spille fodbold i sin lokale klub, Husum Boldklub. Han har også som barn spillet et par år i AB, inden han kom til FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland solgte Patrick Dorgu til den italienske klub U.S. Lecce i 2022, da Dorgu var 17 år gammel. I FC Nordsjælland mente man, at der var for mange spillere foran i køen til at være venstre back på klubbens Superliga-hold, og Patrick Dorgu ville gerne til udlandet for at få nye udfordringer.

I sin første sæson, 2022/23, spillede Patrick Dorgu på Lecces U19-hold. Allerede sæsonen efter etablerede han sig i Lecces førsteholdstrup i Serie A i en rolle som skiftevis starter og indskifter. I Lecce spillede Patrick Dorgu venstre back, venstre kant, højre back og højre kant.

I 2024/25 var han fast mand for Lecce, inden han 2. januar 2025 blev solgt til Manchester United. Han debuterede fem dage senere i en FA Cup-kamp mod Leicester, som Manchester United vandt 2-1. Patrick Dorgu spillede de første 45 minutter, inden han blev skiftet ud i pausen. Han spillede 20 kampe i sin første sæson, blandt andet Europa League-finalen mod Tottenham, som Manchester United tabte 1-0.

Patrick Dorgus landsholdskarriere

Patrick Dorgu har nigerianske forældre og havde mulighed for at stille op for Nigerias landshold.

Han debuterede som U18-landsholdsspiller for Danmark i sommeren 2018, da han stadig var hos FC Nordsjælland. Dorgu har også spillet på det danske U19-, U20- og U21-landshold.

Patrick Dorgu debuterede som 19-årig for det danske A-landshold i en Nations League-kamp mod Schweiz den 5. september 2024. Med debuten blev Dorgu låst til det danske landshold, og han har ikke længere mulighed for at stille op for Nigeria. Dorgu scorede efter 47 sekunder af sin debut med sin allerførste boldberøring som landsholdsspiller. Danmark vandt kampen med 2-0.

Ved udgangen af 2024 blev Patrick Dorgu kåret til årets mandlige talent i dansk fodbold.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig