UMNO

UMNO blev oprettet i 1946 som organisatorisk udtryk for malajernes modstand mod Malaya Føderationen. For at fastholde kontrollen med Britisk Malaya efter den japanske invasion og besættelse af Britisk Malaya 1941-45 skabte briterne Malaya Føderationen med lige adgang til statsborgerskab for de forskellige etniske grupperinger og afskaffelse af sultanernes begrænsede lokale selvstyre. Malajerne frygtede at blive andenrangsborgere i eget land og underordnet kineserne i et uafhængigt Malaya. Malaj aristokrater og lægfolk fandt sammen, og UMNO blev til med Onn bin Jaafar som leder.

Den etnisk-kinesiske befolkningsgruppe, der dominerede byerhvervene, var ikke alene økonomisk mere velstående, men også bedre organiserede. Under japansk besættelse havde den anti-japanske modstandsbevægelse, MPAJA, været ledet af kinesiske nationalister og kommunister i Malayas Kommunistiske Parti. MPAJA blev godt nok nedlagt, men kommunistpartiet under Chin Peng mobiliserede og organiserede en klassebaseret, militant og central ledet fagbevægelse, Pan-Malaya Generelle Arbejder Foreninger, PMGLU.

Modsat den kinesisk-kommunistiske arbejderbevægelse førte UMNO en civil, ikke-militant modstandskamp mod Malaya Føderationen. Englænderne erkendte, at de ikke ville kunne styre Malaya Unionen uden malajernes medvirken. De var også nød til at bekæmpe den militante strejkeaktivitet for at udnytte plantager og miner til øget eksport og valutaindtjening. UMNO lykkedes derfor med at omgøre Malaya Unionen til Malaya Føderationen i 1948. Dermed genindførtes sultanstyret og malajernes privilegerede statsborgerskab.

Den kinesisk-kommunistiske arbejderbevægelse gjorde opgør stillet over for ulovliggørelsen af fagbevægelsen, PMFTU, indførelse af undtagelsestilstand og forbuddet af kommunistpartiet i juni-juli 1948. De, der kunne, gik under jorden og ud i junglen, og en guerillabevægelse blev genskabt, Malayas Nationale Befrielseshær, MNLA.

Under indtryk af den væbnede modstandskamp skiftede Onn bin Jafar holdning til en malaj-centreret nationalisme. Han forslog UMNO at åbne for multietnisk medlemskab og en mere ligeværdig etnisk politik i et uafhængigt Malaya. Da han blev nedstemt, oprettede han et multietnisk parti, Partiet til Malayas Uafhængighed. En udbrydergruppe af islamister fra UMNO dannede Malayas Islamiske Parti (Parti Islam Se-Malaya, PAS) samme år for at fremme såvel islam som malajernes forhold, men uden at udfordre UMNO direkte.

Som svar på Onns nye parti skabte UMNOs ny leder, Abdul Rahman, et multietnisk partisamarbejde, Alliancen, først med den kinesiske elite, organiseret i Malayan Chinese Association, MCA, og siden med de anti-kommunistiske indere i Malayan Indian Congress, MIC. Denne partialliance vandt forskelle valg over Onns multietniske parti, hvorfor han igen skiftede holdning og dannede et nyt etnisk malaj parti, Parti Negara. Onn forblev politisk marginaliseret til sin død i 1962.

Ved det første forbundsvalg som uafhængig stat i 1959 vandt UMNO og Alliancen en sikker sejr i mandater, men kun knebent i stemmetal. UMNO alene fik 36 procent af stemmerne og 50 procent af mandaterne. Oven på dannelsen af Malaysia, konfrontationen med Indonesien, Singapores eksklusion, stigende socioøkonomisk ulighed og ny kommunistisk guerillaaktivitet tabte Alliancen stemmeflertallet i forbundsvalget i 1969, om end den bevarede mandatflertallet.

Da Singapore forlod Malaysia-føderationen i 1965 omdannedes People's Action Party-Malaya, PAP-M, til Democratic Action Party, DAP. Ud over dette multietniske men overvejende kinesiske parti førte uenigheder mellem UMNO og MCA op til valget i 1969 til dannelsen af et nyt, liberalt kinesisk parti, Parti Gerakan Rakyat Malaysia, Gerakan. Begge partier stod i opposition til MCA og Alliancen, og de fik massiv tilslutning blandt kinesiske vælgere i 1969.

På UMNOs malaj islamiske fløj var der også problemer. I 1959-valget fik PAS fremgang såvel på forbundsplan som i delstaterne Kelantan og Trenganu. Derefter gik det tilbage under Konfrontasi 1963-66, men det blev igen et større parti med over 20 procent af stemmerne i 1969-valget.

Forbundsvalget 1969 udløste voldelige etniske uroligheder, og Malaysia blev sat i undtagelsestilstand og parlamentet suspenderet.

Med Abdul Razak som leder af Det Nationale Aktionsråd 1969-70 og af regeringen og UMNO fra 1970 dannedes en bredere partipolitisk koalition, Den Nationale Front, hvor såvel PAS som Gerakan indgik sammen med regionale partier fra Sarawak og Sahab.

En handlekraftig periode med 'positive diskrimination' (affirmation) af bumiputra blev sat i værk. Bumiputra rettighederne blev udvidet og forfatningssikrede, Ny Økonomisk Politik (NEP) med løft af Bumiputra økonomisk og socialt, styrkelse af Malaj-sproget som det nationale sprog, Islams udbredelse mm. Det øgede de etniske spændinger under Razak, men blev efterfulgt af en mindre urolig regeringsperiode under Hussein Onns lederskab 1976-81.

Med Mahathir bin Mohamad fik UMNO en leder, der var inkarneret malaj-nationalist. Mahathir blev ekskluderet fra UMNO i 1969 for sine stærke kritik af Abdul Rahmans tolerante ledelsesstil, men blev taget til nåde igen og gjorde hurtig karriere. Han blev premierminister i 1981 som den første borgerlige partileder og promoverede en mere autoritativ for ikke at sige autoritær ledelsesform. Den udøvende magt fik forrang for andre magtcentre som sultaner, parlament og retsvæsen. Det demonstrerede Mahathir bl.a. i kriseåret 1987, hvor UMNO Ungdom iscenesætte etniske uroligheder, og Mahathir derefter internerede kritiske politikere, fagforeningsfolk og civilsamfundsaktivister i Operation Lalang under påskud af sikkerhedsproblemer.

Under Mahathir skabtes en farfatningskrise fra 1983 til 1994. Nok var Malaysia et konstitutionelt monarki med en sultan som sultan-valgt konge. Kongen var formelt set øverstbefalende for de væbnede styrker, havde veto i for lovgivningsprocessen på føderalt og delstatsligt plan og retslig immunitet. Mahathirs reformer fik styrket premierministerens og regeringens rolle og reduceret kongens og sultanernes vetoret og indflydelse samt ophævet deres immunitet.

UMNOs eksterne konflikt med sultanstyret fik intern modsætninger til at vokse, og de kulminerede i 1987, hvor UMNO skulle holde årsmøde og den treårige kongres med valg af partiets ledelse. For første gang siden 1957 var der tale om et kampvalg. Mahathir-fløjen (team A) blev udfordret af Razaleigh-fløjen (team B), der støttedes af flere prominente UMNO-aristokrater som Abdul Rahman, Hussein Onn og Abdullah Badawi. Team A vandt knebent, men et dusin UMNO-medlemmer klage til domstolene over ulovligheder i kongresvalget, og UMNO blev erklæret ulovligt i 1988.

Team B forsøgte at få registreret et andet parti, Det Nationale UMNO. Det mislykkedes, mens Mahathir fik medhold til at registrere et såkaldt Nyt UMNO (UMNO Baru) og kunne dermed fastholde partinavnet UMNO. Team B valgte i stedet at stifte et nyt parti, Semangat 46 (Ånden fra 46), dvs. året for UMNOs oprettelse i 1946. Det holdt dog kun indtil 1996, hvor partiet ophørte. Mange medlemmer vendte tilbage til UMNO, inklusiv Razaleigh Hamzah, der blev den længst siddende UMNO-parlamentariker og først tabte mandatet i 2022.

Efter at UMNO var blevet gendannet og renset for intern opposition til Mahathirs ledelse, kunne Mahathir forsætte opgøret med sultan-aristokratiet og udvide kampen mod uafhængige domstole. Begge politikker lykkedes. Derudover gennemførte han en liberalisering af den malaysiske markedsøkonomi, der blev knæsat med Vision 2020 planen om at gøre Malaysia til et højindkomstland i år 2020.

NEP-strategien blev afløst af den Nationale Udviklingspolitik (National Development Policy, NDP) 1991-2000, der bl.a. gennem privatisering af statsejede virksomheder satsede på at skabe private store malaj-kontrollerede virksomheder og dermed forsætte NEP-politikkens mål om at opbygge et stærkt kommercielt malaj borgerskab og erhvervsliv.

Den Østasiatiske Finanskrise 1997-98 demonstrerede, at de såkaldte 'nationale mestervirksomheder' ikke var konsoliderede, og at korruption, nepotisme og klientelisme havde grebet om sig. Men hvor krise-regeringer i Sydkorea, Thailand og Indonesien greb til neoliberal krisepolitik med Den Internationale Valutafonds anbefaling og støtte, der satsede Mahathir på en alternativ krisepolitik med kapital og valutaregulering, statslig ekspansiv økonomisk politik og re-nationalisering af fallerede malajkoncerner. Den kontrovercielle anti-IMF politik lykkedes ganske godt, bl.a. med skabelsen af en sektor af konkurrencedygtige regerings-relaterede virksomheder (Government Linked Companies, GLCs). Derimod blev partiet nærmest sprængt.

Vicepremierministeren Anwar Ibrahim gik ind for en mere liberal krisepolitik og hans fløj i UMNO mente nok, at Mahathirs tid som leder var udløbet. Mahathir vandt dog endnu en gang den interne magtkamp bl.a. ved at dokumentere Anwar-fløjens involvering i korruption. Anwar blev fyret og ekskluderet af partiet for derefter at blive anklaget, dømt og fængslet efter en politiseret retsproces.

Under inspiration fra Indonesiens Reformasi og Suharto-styrets fald og Anwars eksklusion i 1998 voksede en ny oppositionsbevægelse frem i Malaysia. Anwar-tilhængere inden for og uden for UMNO dannede Folkets Retfærdighedsparti (Parti Keadilan Rakyat, PKR) med Anwars hustru som leder og Anwar som uformel leder.

PKR skabte samtidig koalitionen Barisan Alternatif, BA, med Demokratisk Aktionsparti, DAP, og Malaysias Islamiske Parti, PAS op til forbundsvalget i 1999. Oppositionen tabte, og den faldt fra hinanden inden næste forbundsvalg, hvor Mahathir var fortid, og Abdullah Amad Badawi i 2003 var blev leder af UMNO, BN og regeringen.

Med Badawi i front førte UMNO en mere jordnær, tolerant og moderat islamisk politik med fokus på malaj landbefolkningens praktiske interesser og fremmelse af små og mellemstore virksomheder og islamiske produkter og tjenesteydelser (halal). Anwar Ibrahim blev frikendt og løsladt i 2004 efter Mahathirs afgang som UMNOs leder.

Med vanskeligere økonomiske markedsforhold og fortsat korruption og nepotisme samt mindre politisk undertrykkelse fik opposition nyt liv. En multietnisk bevægelse for reformer af valgsystemet (Coalition for Clean and Fair Electons, Bersih) opstod i midten af 2000erne. En uformel partipolitisk koalition blev stablet på benene til forbundsvalget i 2008, og med et succesfuldt valg, relativt set, blev den formaliseret som Folkets Alliance (Pakatan Rakyat, PR).

Med tilbageslaget for UMNO og BN ved valget blev Badawi svækket og gik af som UMNOs leder og premierminister i 2009. Vicepremierminister Najib Razak tog over og lancerede en ny og mere markedsorienteret udviklingspolitik med Ny Økonomisk Model (New Economic Model, NEM) og et mere inkluderende, multietnisk '1Malaysia' mantra i retning af et 'malaysisk Malaysia'. Opgøret med forfordelingen af malajerne blev dog revideret efter voldsom modstand fra civile malaj-organisationer med stærke tilhængerne af affirmationspolitikken.

Ved forbundsvalget i 2013 konkurrerede UMNO og Barisan Nasional igen med oppositionens Harapan Rakyat, der igen fik frem og vandt stemmemajoriteten men uden at få et flertal af mandaterne. Najib Razak-regeringen kunne fortsætte, men kom på afveje. Først indførte den en merværdiskat, der var meget upopulær, og dernæst afsløredes en korruptionsskandale, 1MDB, af astronomisk størrelse med tråde til UMNOs top og selveste premierministeren.

Korruptionssagen splittede UMNO fra bund til top. UMNOs Vicepresident, Muhyiddin Yassin, kritiserede Najib Razak og vicepremierminister. I 2016 forlod han partiet med en gruppe for sammen med ex-UMNO medlem, Mahathir bin Mohamad, at danne Malaysias Forenede Indfødtes Parti (Malaysian United Indigenous Parti, Parti Pribumi Bersatu Malaysia, PPBM eller Bersatu). Samme år tilsluttede Bersatu sig Reformasi opposition i koalitionen, Håbets Alliance (Harapan Pakatan, HP, bestående af PKR, DAP og Det Nationale Tillidsparti (Amanah), der var en moderat islamistisk udbrydergruppe fra Malaysias Islamiske Parti, PAS.

UMNO og Barisan Nasional tabte forbundsvalget i 2018 i stemmer såvel som mandater. PAS gik lidt frem i stemmer og lidt tilbage i mandater, mens Håbets Alliance fik lidt under halvdelen af stemmerne og et knebent parlamentarisk mandatflertal. PH under den nu 93årige Mahathir bin Mohamad kunne danne den første regering uden om UMNO, siden Malaysia blev selvstændigt i 1957. Og Anwar Ibrahim blev benådet af kongen på Mahathirs anbefaling og indtrådte som leder af PKR.

Under de følgende års politiske turbulens blev UMNO igen regeringsbærende. Under UMNOs nye præsident, Ahmad Zahid, indgik UMNO og BN som støtte for en ny flertalskoalition, Den Nationale Alliance (Perikatan National, PN). Den opstod, da Bersatu under ledelse af Muhyiddin Yassin forlod PH-regeringen og samlede en alliance af Bersatu, PAS, GERAKAN og andre partier. Dermed trak Muhyiddin-fløjen tæppet væk under Mahathirs PH-regering, selvom de var del af samme parti.

Uden afholdelse af nyvalg blev Muhyiddin ny premierminister med PN-koalitionen og støttet af UMNO. PN regeringen styrede Malaysia under COVID-19 pandemien, men den faldt sammen, da UMNO trak støtten til den stramme anti-pandemi politik, som Muhyiddin førte. UMNO-lederen, Ahmad Zahid, blev dog ikke bakket op af hans vicepræsident, Ismail Sabri, der var vicepremierminister og forsvarsminister i PN-regeringen.

Efter nye forhandlinger dannede UMNOs Ismail Sabri regering med PN-koalitionens støtte og regerede i 2021-22. Succesfulde resultater for UMNO og BN i forskellige delstatsvalg og supleringvalg fik Ismail Sabri til at udskrive forbundsvalg i 2022. Det gik ikke som ønsket, og resultatet blev et forbundsparlament uden en majoritetskoalition. UMNO fik sit værste valg nogen sinde med 16 procent af stemmerne og 26 mandater ud af 222.

UMNO og Den Nationale Front endte med at slutte op om en regering sammen med koalitionen Håbets Alliance ( PH) i 2022. Den anførtes af Folkets Retfærdighedsparti, PKN, med Anwar Ibrahim, den tidligere UMNO vicepremierminister, som premierminister. UMNOs præsident, Ahmad Zahid, blev vicepremierminister, efter at han blev renset for korruptionsanklager. Madani(enheds)-regeringen er splittet internt, men har bl.a. fået liberaliseret arbejdsmarkedslovgivningen.

Madani-regeringens interne opposition udgøres bl.a. af Ismail Sabri-fløjen. Den kritiserede det nye regeringssamarbejde, og Ismail Sabri fik ikke poster i regeringen. Han trak sig som UMNO vicepræsident i 2023.

Den ydre opposition udgøres af Den Nationale Alliance, PN, domineret af Bersatu og PAS. Mahathir bin Mohamad havde dannet et nyt parti i 2020 i opposition til Bersatu, og efter et dårligt valg i 2022 tilsluttede han sig PN-oppositionen i 2026. PAS fremstår aktuelt som UMNOs største konkurrent i malaj vælgerkorpset.

• Malaysia
• Malaysias historie
• Malaysias politiske partier
• People's Action Party
• Indonesien