Oversigt over forskellige former for seriffer.
Oversigt over serifformer
Licens: CC BY NC SA 3.0

En serif er en lille afsluttende streg på et bogstav eller andet tegn i en skrift. Serifferne opstod i romertiden, hvor bogstaver blev indhugget i monumenter, templer og andre inskriptioner, inden de blev bemalet og eventuelt fyldt med metal.

Faktaboks

Etymologi
Ordet serif kommer via tysk Serife fra nederlandsk schreef 'streg', afledning af schrijven 'skrive'.
Også kendt som

skraffering (ikke længere i brug som fagudtryk)

Forskning peger på, at serifferne hjælper øjet under læsning, hvor de støtter den vandrette bevægelse i et ordbillede.

Formsprog fra pensel og pen

Der findes græske eksempler på inskriptioner med bogstaver med en slags seriffer fremstillet med mejsel før romertiden (romernes kultur bygger videre på grækernes), men den moderne form for serif og antikvaskrift er baseret på romernes former. Før bogstaverne blev hugget, malede man dem op på marmoret med en pensel; når penslen holdes i en konstant vinkel, giver det en tyk og en tynd streg og ses fx i skriftformerne Capitalis monumentalis og Rustica.

Da munken Alcuin af York på opdrag af Karl den Store lavede standarder for, hvordan blandt andet tekster i hans rige skulle skrives (for eksempel kopier af de klassiske værker), resulterede det også i en standardisering af den skriftform, der kaldes den karolingiske minuskel. Denne skrives med en bredpen, der – ligesom romernes pensel – giver tykke/tynde streger (se illustration).

En bredpen giver to stregtykkelser: en tyk og en tynd. Forholdet mellem de to påvirkes af den grad, som pennen føres i. Det samme gør sig gældende for en bredpensel, som romerne benyttede.
Bredpensspor
Licens: CC BY NC SA 3.0

To alfabeter

Standardiseringsarbejdet betød også udviklingen af de to alfabeter, som vi anvender i dag: det store (majuskler) og det lille (minuskler). Begge alfabeter er forsynet med seriffer som standard (her ses bort fra udsmykkede og malede ornamentale bogstaver).

Stilhistorie

Udviklingsmæssigt udformes serifferne forskelligt i forhold til stilmæssige udtryk gennem perioderne med gotik, renæssance, barok, nyklassicisme og industrialisme.

Serifferne kan være forbundet med stammerne med en større eller mindre støttende runding, der i den typografiske terminologi kaldes en konsol.

Industrialismens krav til opmærksomhed

Fra begyndelsen af 1800-tallet blev der for alvor brug for skrifter, der kunne virke i reklamemæssige sammenhænge (plakater, annoncer med videre). Derfor opstod blandt andet skrifter uden seriffer (sansserif, grotesk) og skrifter med kraftige, pladeformede seriffer.

De kraftige seriffer blev også udviklet, fordi de tynde streger i de nyklassicistiske skrifter ikke kunne tåle det tryk, som datidens nye trykmaskiner medførte. Disse nye trykmaskiner fungerede med vand- og dampkraft, og deres hårdere tryk ødelagde typisk de tynde streger. Der skal en større tryk/bære-flade til for at forhindre dette, og det medførte de såkaldte pladeseriffer, som på engelsk kaldes slab serifs.

Andre typer seriffer er Latin, der er kraftige, trekantede former. Disse opstår – sammen med utallige andre typer – i 1800-tallets eksplosion af nye, innovativt udformede skriftformer (med skygger, fyld, kontur og mange andre effekter) til brug i alle former for reklame.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Pedersen, Kim og Anders Kidmose: [sort på hvidt] en udviklingsrapport om typografi og læselighed. Den Grafiske Højskole, 1993.
  • Catich, Edward M.: The Origin of the Serif, Second Edition, Catich Gallery, St. Ambrose University, 1991.
  • Birkvig, Henrik: Grundbog i typografi, København: Samfundslitteratur, 2026.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig