Arbejdet med at skrive manuskripter til en tv-serie-produktion er så omfattende, at det kræver flere bidragsydere. Man har derfor i den amerikanske tv-industri et ”skriverum” (writers' room), hvor en gruppe af manuskriptforfattere udvikler koncepter, fortællinger, karakterer mv. Showrunneren er øverste chef for dette kreative arbejde. Det betyder, at showrunneren ofte konceptualiserer de overordnede idéer for en tv-serie, og så har de ansatte manuskriptforfattere til opgave at skrive manuskriptudkast, som passer ind i det koncept. Showrunnere står således både for at skrive egne manuskripter til enkeltafsnit og har ansvar for at omskrive de andre bidragsyderes manuskripter, så alt passer sammen som en større helhed.
Størrelsen på skriverummene varierer meget. Det er almindeligt at se 5–8 forfattere på dramaserier og 8–10 manuskriptforfattere på komedieserier, men der er mange undtagelser. The Simpsons (1989-) har 27 forfattere, mens Sex and the City (1998-2004) startede med kun tre forfattere. Sådan en spredning ses også ved miniserier. Der var således kun én eneste krediteret manuskriptforfatter på hhv. John Adams (2008) og Chernobyl (2019), men både Kammerater i krig (2001) og Watchmen (2019) havde ti personer krediteret som forfattere.
Størrelsen på skriverummene hænger typisk sammen med, at forskellige manuskriptforfattere har forskellige styrker. Hvor nogle forfattere er stærke til at producere gode første udkast til manuskripter, er der andre, der især er gode til at omskrive materiale. Dertil kommer, at nogle forfattere er gode til at brainstorme ideer, og nogle er dygtige til at udarbejde storyboards. Denne variation i kompetencer er centralt for fordelene ved at have et skriverum, og det giver en meget samarbejdsorienteret arbejdsform. Det fremskynder skriveprocessen og kan anspore den kreative proces med at generere ideer til en tv-series fortælling. Det kan også være en god oplæring for aspirerende forfattere i branchen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.