uakarier

Uakarierne er en slægt (Cacajao) af vestaber, dvs. aberne i Syd- og Mellemamerika. De tilhører familien Pitheciidae, der også omfatter sakier, skægsakier og titier.

Der kendes otte arter af uakarier, hvoraf fem arter er rødhovede uakarier, og tre arter er sorthovede uakarier.

Uakarierne har en lang, pjusket pels og en 13-21 cm lang og busket hale. Halelængden er under 40 % af hoved-og-kropslængden, hvilket er den forholdvis korteste hale blandt vestaber. De rødhovede uakarier vejer 2,3-3,5 kg, mens de sorthovede uakarier når en vægt på 1,9-4,5 kg. De fuldvoksne hanner er væsentlig mere muskuløse og robuste end hunnerne og har længere hjørnetænder. Til gengæld er der ikke forskel på kønnenes farver.

De rødhovede uakarier har et nøgent, rødt hoved. Farven skyldes ikke pigmenter i huden, men derimod en høj tæthed af store blodkapillærer under huden; huden er særlig tynd, så blodets røde farve træder tydeligt frem. Det menes, at intensiteten af den røde farve afspejler de rødhovede uakariers sundhed. Hvorvidt den også kan fungere som et signal om hunnernes reproduktive status, fx om de er i brunst, og/eller hannernes styrke og dominans, som det kendes fra andre primater med nøgen rød hud, er endnu ikke blevet undersøgt. I den forbindelse er det værd at nævne, at hannerne er rødgrønblinde, som det er typisk for vestaber. Pelsfarven hos de rødhovede uakarier varierer fra hvid (hvid uakari og gyldenarmet uakari) til rødbrun (de tre resterende arter). Desuden har de en kappe af længere hår på skuldrene.

De sorthovede uakarier har et nøgent sort ansigt, men resten af hovedet er dækket af pels. Hovedet, brystet og armene er sorte, men på ryggen kan de have en markant gylden eller rød saddel.

Uakarierne har lange fødder, og de kan hænge fra en gren udelukkende i fødderne; en adfærd, der især er hyppig hos de rødhovede uakarier. Det giver dem den samme fordel, som snohaleaberne har af deres snohale; det frigiver hænderne til at plukke og håndtere fødeemner.

Uakarierne lever udelukkende i Amazonregnskoven. De rødhovede uakarier er hovedsagelig udbredt omkring Solimões- og Juruá-floderne i Brasilien og mellem Ucayali- og Javarí-floderne i Peru. De sorthovede uakarier findes længere nordpå i Rio Negro- og Rio Orinoco-bassinerne i Brasilien, Colombia og Venezuela.

I regnskoven er uakarierne især knyttet til oversvømmet skov. Det har gjort dem til nogle af de mest udfordrende vestaber at studere i naturen, da de er svære at følge, når de bevæger sig rundt i træerne. De foretrækker at holde til i trækronerne, men kravler alligevel ofte rundt lige over vandet i oversvømmet skov. I skov, der kun er oversvømmet en del af året, kan de i tørtiden fouragere på jorden. Endeligt bevæger de sig også op i terra firme-skov, den del af regnskoven, der ikke bliver oversvømmet.

Uakarierne er nogle af de mest specialiserede frøædere blandt aberne, og op til 75 % af deres føde kan udgøres af frø. Størstedelen er frø fra umodne frugter, også selv om der er modne, søde og kødfulde frugter tilgængelige. Halvdelen af de frø, som uakarierne æder, er så hårde, at de ville kræve redskaber, hvis mennesker skulle åbne dem; 7 % af dem endda en hammer. De er fx nogle af de få pattedyr, som er i stand til at åbne stenhårde paranødder.

Som tilpasning til at åbne hårdskallede frugter og nødder har uakarierne kraftige kæber og en veludviklet sagittalkam, dvs. en knoglekam, der løber oven på kraniet og giver fæste til deres meget store tyggemuskler. På voksne rødhovede uakarier kan man se to store buler oven på kraniet; det er tyggemusklerne (nærmere bestemt tindingemusklerne). Også tænderne er konstrueret til at udnytte frø. De kraftige, kileformede hjørnetænder bruges til at gennembryde den hårde skal på frugter. Herefter bruges de lange, smalle, tætsiddende fortænder i underkæben som en ske til at skrabe frøene ud af frugtkødet.

Uakarier supplerer frøene med blomster, nektar, knopper, blade, insekter og edderkopper.

Uakarierne lever i flokke på 20-200 individer, hvilket er de største grupperinger, man kender hos vestaber. Der er tale om blandede flokke af både hanner og hunner.

Det er muligt, at de rødhovede uakarier lever i, hvad man på engelsk kalder for multilevel societies, som er nogle af de mest komplekse samfund, man ser blandt vilde primater. Fænomenet kendes også fra gelada, kappebavian og stumpnæseaber. Hos de rødhovede uakarier er de basale sociale enheder (1) familiegrupper med en enkelt han samt en til to hunner og deres afkom og (2) ungkarlegrupper kun med hanner.

I uakariflokke ser man kun ganske få aggressioner og lidt hierarki. Hos rødhovede uakarier lader hannerne dog til at være underordnet hunnerne. Uakarier har et ekstraordinært repertoire af kropssprog, vokaliseringer og ansigtsudtryk, som de benytter til at kommunikere.

Uakarierne følges ofte med andre aber, når de fouragerer i dagtimerne. I et studie af rødhovede uakarier så man dem sammen med uldaber i 51 % af observationerne og dødningehovedaber i 37 % af observationerne. Uakarier kan også følges med skægsakier, kapucinere og brøleaber.

Hunnerne kan parre sig med flere hanner. De går drægtige i omkring 190 dage og får en enkelt unge ad gangen. Ungen dier i ca. 2 år og bliver kønsmoden i en alder af 37-48 måneder.

Den højeste levetid, man har registreret blandt uakarier, er 27 år i fangenskab.

• vestaber
• aber
• primater