Indførelse af hjemmestyre i Grønland

Allerede i januar 1980 overtog Grønlands Hjemmestyre ansvaret for otte sagsområder, herunder styrelsesordningen, kirkeområdet, undervisnings- og kulturområdet samt arbejdsmarkedsforhold. Under dansk ansvar forblev eksempelvis retsvæsenet/Grønlands domstole, politi og kriminalforsorg. Man skulle dog anvende lokalt uddannede politifolk, dommere og anstaltsbetjente. Uddannelsen af grupperne foregår i Grønland.

For hvert overtaget område fulgte der en bevilling med fra staten, skaleret efter udgifterne på området forud for overtagelsen. Grønlands landskasse fik nu sine indtægter fra bloktilskuddet og den beskatningsordning, der allerede var indført før indførelsen af hjemmestyret. Derudover betalte den danske stat for at få udført opgaver inden for de danske ansvarsområder i Grønland, ligesom udenlandske fiskerilicenser og afgifter på visse varer gav indtægter til Grønlands landskasse.

Forud for indførelsen af hjemmestyret blev der d. 4. april 1979 afholdt det første valg til Grønlands landsting. Fire partier og i alt 95 kandidater stillede op. Siumut fik 46 % af stemmerne, og valgkredsinddelingen betød, at partiet fik 13 ud af de 21 sæder i landstinget. Atassut fik de resterende otte sæder.

Siumut var gået til valg på, at Grønland skulle overtage sagsområder så hurtigt som muligt, da partiet var skeptisk omkring statens finansiering af de respektive sagsområder forud for overdragelsen. Derudover var udmeldelsen af EF en mærkesag, og endelig blev der lagt meget vægt på en mere jævn fordeling af investeringer i hele landet.

Siumut dannede som valgets vinder det første landsstyre, og partiets formand, Jonathan Motzfeldt, blev den første landsstyreformand. Landsstyret kom derudover til at indeholde følgende landsstyreområder: ét for bygder og yderdistrikter, ét for erhverv, ét for skole og kultur og endelig ét for det sociale område. Under de enkelte landsstyreområder blev der oprettet direktorater for de enkelte fagområder.

En række af de tjenestemænd, der havde arbejdet i det allerede opbyggede administrative apparat under landshøvdingen, flyttede med over i direktoraterne. Oprettelsen af et landsstyreområde for bygder og yderdistrikter var på sin vis et opgør med den hidtidige koncentrationspolitik, daniseringen og tankerne bag moderniseringen efter 2. Verdenskrig.

Kulturen og udviklingspotentialet i yderdistrikterne ansås som væsentlige for samfundsudviklingen og skulle derfor støttes.

Det bærende erhverv var stadig fiskeriet med afledte erhverv som produktion og transport. Der blev investeret i både den private og den offentligt ejede fiskeflåde samt i produktionsapparatet med nye fabrikker og anlæg til indhandling af fangsterne. Det var imidlertid svært at sikre en stabil indtægt, dels fordi torskefiskeriet svigtede, dels på grund af ustabile priser på det internationale marked. Produktion af andre arter som hellefisk og krabber blev igangsat, men med skiftende held, og indtægterne fra eksport forblev afhængige af rejefiskeriet.

Det var nødvendigt at udvikle andre sektorer, der kunne skabe balance mellem eksporten og importen. Det skulle bl.a. ske ved udnyttelse af landets ikke-levende ressourcer, de mineralske råstoffer. Siden er der blevet udstedt en række koncessioner, dels til forundersøgelser, dels til aktiviteter i mindre skala, fx guldminen Nalunaq nord for Nanortalik og en rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat.

Turismesektoren krævede en udvikling af infrastrukturen i landet, fx hoteller, transportmuligheder, uddannelse af guider mv. Greenland Tourism blev etableret med henblik på at målrette en ny turismestrategi fokuseret på krydstogtturisme samt markedsføring af både natur- og kulturoplevelser.

Endelig skulle økonomien styrkes ved at øge lokale aktiviteter inden for det øvrige erhvervsliv, fx byggeri, handel, produktion, service og rådgivning. Dette blev i flere tilfælde gennemført ved indførelse af andelsforetagender og andre former for medejerskab, ikke mindst i forbindelse med igangsættelse af mindre produktionsvirksomheder i bygderne.

I sidste del af 1980’erne løb Grønland ind i en svær økonomisk krise, der var tæt på at tømme landskassen og gjorde det vanskeligt at låne til de projekter, der skulle udvikle landet. Med rådgivning fra bl.a. OECD indførtes en række reformer, fx blev en stor del af Hjemmestyrets virksomheder udlagt som aktieselskaber, dog stadig med Hjemmestyret som hovedaktionær. Krisen betød, at Grønland og det grønlandske erhvervsliv måtte underlægge sig markedsøkonomiske kræfter, og at den økonomiske politik måtte tilpasse sig disse.

Op til indførelsen af hjemmestyret havde skole- og uddannelsespolitikken en central rolle i debatten, og hen mod slutningen af 1970’erne var man stort set ophørt med at sende elever fra folkeskolen på Danmarksophold for at styrke danskkundskaberne og derigennem elevernes faglige niveau. I 1977 blev en HF-afdeling etableret ved Ilinniarfissuaq (Lærerseminariet) i Nuuk, og i 1983 oprettedes HF i Aasiaat. De blev i 1986 erstattet af den gymnasiale uddannelse, GU, og samtidig oprettedes et GU i Qaqortoq. I 2000 oprettedes et teknisk gymnasium i Sisimiut, og grundlaget for at tage en boglig ungdomsuddannelse var lagt. I flere byer oprettedes institutioner for erhvervsgrunduddannelserne, fx handelsskolerne i Nuuk og Qaqortoq, levnedsmiddelskolen INUILI i Narsaq og Imarsiornermik Ilinniarfik (Grønlands Maritime Skole) i først Nuuk, senere flyttet til Paamiut.

I 1984 oprettede man Ilisimatusarfik (Inuit Instituttet) der i 1987 skiftede navn til Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og fik status af universitet. I 2008 flyttede Ilisimatusarfik ind i den nyopførte campus Ilimmarfik i udkanten af Nuuk og har siden fået tilført en række nye uddannelser. Mange især videregående uddannelser skal stadig tages i udlandet, ofte i Danmark, og andre skal gennemføres med periodevise ophold i Danmark.

Hovedparten af uddannelserne er placeret i Grønland, og antallet af unge uddannelsessøgende stiger støt. Uddannelsesniveauet er steget over tid, og området er højt prioriteret, da en højtuddannet befolkning ses som en forudsætning for at kunne klare sig selv.

Også kulturlivet havde høj prioritet under Hjemmestyret, og de første år blev mange aktiviteter iværksat eller understøttet. Sproget og den grønlandske kultur blev et vigtigt element i styrkelsen af en fælles identitet og en nødvendig forudsætning i bestræbelserne på at opbygge en national identitet. Moderniseringsperioden havde daniseringen af det grønlandske samfund som et af sine grundprincipper. Indførelsen af Grønlands Hjemmestyre var baseret på et ønske om et Grønland styret ud fra grønlandske præmisser.

Grønlandiseringen tog således udgangspunkt i at styrke det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. I forhold til sprogpolitikken har der været forskellige synspunkter; grønlandske børn og unge er siden 1950’erne vokset op under forskellige sprogpolitikker afledt af forskellige politiske prioriteringer foretaget af skiftende myndigheder. Især fra politisk side har man argumenteret, at et flydende dansk giver bedre adgang til uddannelser. Modargumentet har været, at et flydende dansk sprog ofte underminerer barnets indlæring af det grønlandske sprog, og at dette tab af sprog fører til et tab af identitet.

En del af arbejdet med at sikre adgang til institutioner, der formidler historie, kultur og kunst, handler netop om at bidrage til at genskabe en grønlandsk identitet. I 1981 ændrede en ny lovgivning det eksisterende landsmuseums status til nationalmuseum. Loven skabte samtidig grundlag for etablering af lokale museer i byerne. Det blev en del af grundlaget for et øget kendskab til den grønlandske historie og kulturhistorie, som siden har vist sig i kunst, litteratur og design.

Skuespillere grundlagde i 1984 projektteateret Silamiut, der i 2011 via ny lovgivning fik status som nationalteateret Nunatta Isiginnaartitsisarfia. Teateret har base i Nuuk, men har fra sine første år også givet forestillinger i byer og bygder overalt i landet. I 1997 åbnede man i centrum af Nuuk kulturhuset Katuaq, et center for kulturelle aktiviteter som teater, koncerter, film, udstillinger, foredrag m.m. Desuden har Hjemmestyret aktivt støttet litteratur, kunst og film.

Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH), der siden 1776 havde administreret monopolhandelen i Grønland, varetog ved etableringen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 vareforsyning, indhandling af fisk, fiskeforarbejdning og -eksport samt transportinfrastruktur og postvæsenet.

I 1985 overtog Hjemmestyret den del af KGH, der stod for indhandling, produktion og eksport af fisk og skaldyr, og KGH’s indhandlingssteder, produktionsanlæg og fiskeflåde blev skilt ud til det hjemmestyreejede Royal Greenland.

Hjemmestyret overtog dernæst fra 1986 KGH’s handels- og transportvirksomheder, som skiftede navn til Kalaallit Niuerfiat (KNI), og i 1993 blev KNI splittet op i flere selvstændige offentligt ejede aktieselskaber, herunder Royal Arctic Line, butikskæderne Pisiffik og Pilersuisoq samt Polar Oil, hvor Pisiffik i 2001 blev overtaget af private investorer.

Dele af passagersejladsen blev i 2006 privatiseret som Arctic Umiaq Line (AUL), men af økonomiske og servicemæssige årsager var det nødvendigt at omgøre privatiseringen allerede i 2007. Air Greenland A/S og Royal Arctic Line A/S ejer nu AUL.

Grønlands Tekniske Organisation (GTO) blev i 1950 etableret som en del af Statsministeriets Grønlandsdepartement og stod fra begyndelsen af moderniseringen af Grønland for den tekniske planlægning og en stor del af den samfundsmæssige drift. Således var GTO bygherre samt driftsorganisation for el- og vandforsyning, veje, havne, televæsen og forundersøgelser, mens bygge- og anlægsopgaver blev udliciteret til en række primært danske entreprenører.

I 1987 overtog Hjemmestyret GTO, som skiftede navn til Nuna-Tek, og i 1990 blev byernes el-, vand- og kollektive varmeforsyning skilt ud som en selvstændig virksomhed under Hjemmestyret og skiftede senere navn til Nukissiorfiit. En del af de øvrige opgaver som havne, større anlægsaktiviteter og administration overgik til Hjemmestyrets departementer, mens kommunerne bl.a. overtog kloakker, veje samt kommune- og lokalplaner. Endvidere blev Amutsiviit (Grønlands Værfter) privatiseret.

Boligadministrationen blev i 1994 flyttet fra Hjemmestyret over i det hjemmestyreejede boligskab INI A/S. Samme år blev Tele Greenland A/S skilt ud som selvstændig organisation og i 1997 fusioneret med Kalaallit Allakkeriviat (Grønlands Postvæsen), der oprindelig var en del af KGH. Ansvaret for el- og vandforsyning i bygderne blev i 1998 flyttet fra kommunerne til Nukissiorfiit.

Grønlandsfly A/S blev grundlagt i 1960 af SAS og Kryolitselskabet Øresund med det formål at betjene de amerikanske baser i Grønland. I 1962 blev ejerskabet udvidet til at omfatte Grønlands Landsråd og KGH, og aktiviteterne blev udvidet med indenlandsk passagertransport. Fra 1998 tilbød selskabet også transatlantiske rejser mellem Grønland og Danmark. Grønlandsfly A/S skiftede i 2002 navn til Air Greenland A/S. Grønlands Selvstyre købte i 2019 den danske stat og SAS ud af ejerkredsen, og Air Greenland A/S er nu 100 % selvstyreejet.

Grønlands arbejde i ICC, Inuit Circumpolar Conference, fra 2002 Inuit Circumpolar Council, og i FN har bidraget til at give landet en fremtrædende placering blandt verdens oprindelige folk og ses af mange som et eksempel til efterfølgelse.

På det udenrigspolitiske område markerede Grønland sig tidligt i kampen for de oprindelige folks rettigheder. I 1977 indledte inuit fra Grønland, Canada, USA og Rusland ved Inuit Circumpolar Conference et samarbejde, hvis formål var at styrke inuits kultur og samfund, og ICC blev i 1980 stiftet i Grønland som en ngo.

Gennem kulturelle arrangementer, politiske aktiviteter og sportsarrangementer som fx Arctic Winter Games har ICC i høj grad bidraget til at styrke bevidstheden om en fælles identitet blandt inuit. ICC har desuden meldt ud, at man som folk vil kaldes »inuit« og ikke »eskimo«, som dels er en betegnelse påført udefra, dels opfattes som nedladende og diskriminerende. Derudover har organisationen arbejdet for en forbedring af sociale, økonomiske og politiske forhold i det arktiske område.

ICC Greenland har placeret sig som en prominent inuit-ngo, der har gjort sig bemærket på internationalt plan, ikke mindst inden for miljøpolitik og udvikling af en fælles arktisk miljøstrategi. ICC har for det miljøpolitiske arbejde modtaget priser af FN i 1988 og Nordisk Råd i 1996.

Ønsket om hjemmestyre var stærkt forbundet med Grønlands ufrivillige medlemskab af EF, og efter indførelsen af hjemmestyre indledtes forhandlinger med EF om udmeldelse. Resultatet blev en associeringsordning, hvorefter Grønland blev tilknyttet EF som et af de »oversøiske lande og territorier«, hvilket bl.a. gav fri bevægelse for personer til EF-landene, toldfri adgang for grønlandske produkter til det europæiske marked samt en række støtteordninger. Som modydelse krævede EF en fiskeriaftale, der blev forhandlet igennem af Grønlands første udsendte diplomat, der repræsenterede Hjemmestyret i Bruxelles. Ved en vejledende afstemning i 1982 stemte 53 % – anført af anti-EF-bevægelsen ANISA – for udmeldelse af EF, og i 1985 trådte Grønland ud af det europæiske fællesskab. Aftalerne med EF, i dag EU, er fornyet ad flere omgange.

I de følgende år indgik grønlandske repræsentanter på vegne af den danske regering og med særlig bemyndigelse af udenrigsministeren en aftale med Island og Norge, der fastsatte fælles regler for fiskeri af lodder, samt sammen med Færøerne aftaler om fangst og bevaring af sæler og småhvaler. Grønlandske repræsentanter har siden deltaget i Danmarks delegationer ved forhandlingerne i Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, der bl.a. fastsætter årlige kvoter for fangst. I en periode har der i Hvalfangstkommissionen ikke kunnet tages beslutninger om kvoter på grund af uenighed om kvoternes størrelse og udbredte internationale ønsker om total fredning af hvalerne.

I 2007 pålagde EU sine medlemmer en fælles holdning i IWC, hvilket skabte konflikter dels mellem Danmark og det øvrige EU, dels mellem Grønland og Danmark. Da IWC i 2013 ikke kunne nå til enighed om en aftale, indførte Grønland selv kvoter for hvalfangsten i egne farvande, hvilket stred imod Danmarks ønske om ikke at ville overtræde eksisterende konventioner.

USA’s tilstedeværelse i Grønland udviklede sig parallelt med ændringerne i den storpolitiske situation. I 1991 trak USA sig som led i en aftale med Danmark tilbage fra basen ved Kangerlussuaq og ophørte med at anvende lufthavnen ved Kulusuk. Aftalen indeholdt også en bestemmelse om nedsættelse af en komité med repræsentanter fra både Grønland, Danmark og USA.

Da den amerikanske regering i slutningen af 1990’erne fremlagde planer om et missilforsvar, der også omfattede Thule Air Base, gav det anledning til, at Inatsisartut gennem Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Nævn i Folketinget stillede krav om, at en aftale til erstatning af forsvarsaftalen fra 1951 skulle ske med Grønland som en ligeberettiget partner. Skete dette ikke, ville man fra grønlandsk side ikke kunne acceptere en ny aftale.

I 2004 indgik Grønland, Danmark og USA Igalikuaftalen, opkaldt efter bygden Igaliku, hvor den endelige aftale blev underskrevet af udenrigsministrene for Danmark og USA og landsstyremedlemmet for udenrigsanliggender. Ud over selve forsvarsaftalen indeholder aftalen også bestemmelser om et udvidet samarbejde mellem USA og Grønland på områder som forskning, uddannelse, energi, sundhed, miljø og turisme.

Igalikuaftalen var et vigtigt skridt i Grønlands bestræbelser på at udfylde og udvide rammerne for hjemmestyret, og aftalen var med til at igangsætte arbejdet med at formulere og virkeliggøre idéerne om selvstyre.