Kinas udenrigspolitik og USA

Kina var under kejserdømmet indadvendt og uinteresseret i diplomatisk samkvem med udenlandske nationer. Faktisk havde Kina i kejsertiden ikke et egentligt udenrigsministerium, da man traditionelt opfattede omverdenen som mindre civiliseret og underordnet Riget i Midten (se Kinas historie).

Den kinesiske opfattelse af overhøjhed viste sig tydeligt, da Storbritannien i 1793 sendte en delegation til Kina med det formål at oprette handels- og diplomatiske forbindelser. Delegationen blev høfligt men bestemt afvist, da kejserne mente, at Kina havde alt, hvad hjertet kunne begære. Der var derfor ingen grund til at indgå handelsaftaler eller etablere diplomatiske forbindelser med et fjernt europæisk land.

Opiumskrigen (1839-1842), hvor britiske styrker med lethed besejrede det kinesiske militær, viste at den kinesiske opfattelse af overlegenhed byggede på sand. Nederlaget var begyndelsen på en række nederlag til vestlige magter, der førte til ulige traktater og tvungen åbning af kinesiske havne for vestlig handel. Kina var på nippet til at blive opdelt i en række engelske, franske, tyske, japanske og russiske koloniområder.

Men det modsatte USA sig. Den amerikanske udenrigspolitik over for Kina byggede på den åbne dørs politik og ikke en opdeling i koloniområder. Derfor var USA ikke på samme måde som England og Frankrig ansvarlig for det, kineserne i dag kalder ydmygelsens århundrede – perioden fra 1839 til etableringen af Folkerepublikken Kina i 1949.

Under 2. Verdenskrig havde USA kontakt med både nationaliststyret under Chiang Kai-shek og Mao’s kommunistiske baseområde i Yenan. Men da der efter krigens afslutning udbrød borgerkrig mellem de to parter, valgte USA’s side til fordel for Chiang Kai-shek. Det var et valg, der kom til at præge USA’s forhold til det nye kinesiske styre under Mao, der kom til magten efter at have besejret Chiang Kai-sheks amerikansk-støttede hær.

Umiddelbart efter etableringen af Folkerepublikken Kina kom amerikanske og kinesiske tropper i kamp med hinanden under Koreakrigen med tusindvis af faldne på begge sider. Krigen bevirkede, at den planlagte kinesiske invasion af Taiwan måtte udskydes, da USA definerede øen som en del af sine forsvarsinteresser. Under Vietnamkrigen havde Kina stationeret soldater i Nordvietnam, hvilket afholdt USA fra at indsætte landtropper i dette område for at undgå direkte militær konfrontation med Kina.

Et amerikansk ønske om at afslutte Vietnamkrigen og et kinesisk ønske om at skabe en modvægt mod Sovjetunionens såkaldte ”socialimperialistiske fare” skabte forudsætningerne for Henry Kissingers penduldiplomati, der ledte til en begyndende afspænding. I 1972 kronedes forhandlingerne med præsident Richard Nixons besøg i Kina. Det var dog først i december 1978, at det lykkedes at indgå en aftale om etablering af diplomatiske forhandlinger mellem de to lande.

Aftalen indebar, at USA anerkendte Folkerepublikken Kina og ikke Taiwan som den eneste suveræne og retmæssige repræsentant for Kina i det internationale samfund. For Folkerepublikken Kina var det en stor sejr. Men i den amerikanske kongres blev aftalen mødt med stor skepsis. Der var nervøsitet for, at den ville fremme Kinas planer om at indlemme Taiwan.

Efter årtusindeskiftet gik det i stigende grad op for amerikanske politikere, at Kina var i færd med at udvikle sig til en geopolitisk konkurrent, der truede det amerikanske økonomiske og sikkerhedspolitiske overherredømme. Da Xi Jinping i 2012 overtog ledelsen i Kina, var Barack Obama præsident i USA. Han lancerede den såkaldte ”Pivot til Asien”, hvor militære ressourcer blev flyttet til Asien for at modvirke Kinas stigende styrke.

Da Donald Trump blev præsident i 2016 lancerede han en hård kritik af Kina og tidligere præsidenters håndtering af forholdet til Riget i Midten. Allerede under sin valgkampagne talte Trump om, at kineserne dumpede deres overskudsproduktion på det amerikanske marked, og at outsourcing havde stjålet arbejdspladser fra amerikanske arbejdere. Nærtstående medarbejdere af Trump brugte ord som manipulation, forurening og ligefrem ”voldtægt af USA”.

Trump fokuserede især på den skæve handelsbalance. Han hævdede, at USA havde et underskud på 340 milliarder dollar på sin handel med Kina. Som reaktion indførte han told på en række kinesiske varer. Kina svarede igen, og der fulgte en handelskrig med eskalerende toldsats på begge sider. Efter lange forhandlinger blev der i 2020 indgået en aftale, hvor USA lovede at lempe toldsatserne til gengæld for øget kinesisk import af amerikanske varer. Aftalen blev dog aldrig implementeret på grund af COVID-19-pandemien.

Joe Bidens præsidentperiode betød ikke en forbrødring mellem Kina og USA. Kina havde forventet en mindre hård linje, men det var ikke tilfældet. Biden-administrationen fastholdt kritikken af Kinas statsstøtte til egne virksomheder og kritiserede fortsat Kinas undertrykkelse af menneskerettighederne i Xinjiang og demokratibevægelsen i Hongkong. Restriktioner på salg af avencerede chips til Kina blev yderligere strammet.

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 skærpede den amerikanske kritik. Det var USA og Vestens opfattelse, at Kina støttede Rusland – måske ikke med våben og militært udstyr, men dog med diplomatiske midler. Kina opfattede konflikten som udsprunget af NATO og USA's ønske om ekspansion mod øst. Eftersom USA opfattedes som den langsigtede hovedmodstander, så Beijing ingen interesse i at svække støtten til Rusland, selv om den også havde negative konsekvenser for forholdet til EU.

Da Trump tiltrådte sin anden præsidentperiode i januar 2025, varslede han, at han igen ville bruge toldsatserne som et middel til at nedbringe det amerikanske handelsoverskud over for udlandet og genvinde tabte amerikanske arbejdspladser. På ”befrielsesdagen” den 4. april 2025 indførte han høje toldsatser, der også omfattede Kina. I modsætning til de fleste andre lande svarede Kina igen, og parterne havnede i en spiral af forhøjede toldsatser.

Situationen kulminerede i oktober 2025, da Kina satte trumf på og annoncerede eksportkontrol på sjældne jordarter. Da Kina kontrollerer udvindingen, raffineringen og forarbejdningen af sjældne jordarter var det en eksistentiel trussel mod amerikansk højteknologisk produktion. Trump-administrationen trak i land og nye forhandlinger kom i gang, kulminerende i topmødet i Busan, Sydkorea, i oktober måned 2025, hvor handelskrigen blev sat på standby.

På mødet blev Donald Trump inviteret til Kina, hvilket han straks accepterede. Topmødet med Xi Jinping blev planlagt til april 2026, men blev udsat til midten af maj på grund af situationen i Mellemøsten. Det har været svært for Trump at rejse til Beijing til topmøde med den kinesiske leder, så længe der er krigshandlinger i Hormuzstrædet.

På det strategiske område blander Kina sig ikke åbenlyst i USAs interesser i Mellemøsten, om end Kina har store økonomiske interesser i regionen. Omkring 12% af Kinas olieimport kommer fra Iran. Men Kina importerer endnu mere olie fra Saudi-Arabien og de øvrige golfstater, og derfor tøver Kina med at støtte Iran aktivt, selv om Iran er en del af SCO-samarbejdet.

Donald Trump er stærkt interesseret i det kommende topmøde i Beijing. Han ser Xi Jinping som en af de få – udover Vladimir Putin – der magtmæssigt er på hans eget niveau. Kina har tidligere antydet, at man ser forholdet til USA som værende styret af ”big country diplomacy”, hvor de to lande har særstatus. Det har USA under Obama og Biden ikke accepteret. Men det gør Trump, som i forbindelse med sit sidste møde med Xi i Busan talte om et ”G2” bestående af USA og Kina, hvilket vil sætte alle andre lande i skyggen.

Det, der spøger, er en aftale eller ”deal”, som er kernen i Trump-administrationens udenrigspolitik. USA vil indgå en deal med Kina, der skal regulere samhandel og strategiske interesser. I det spil kan Europa blive klemt og Ukraine glemt. I en østasiatisk sammenhæng ser Japan og Sydkorea nervøst på fra sidelinjen. Det samme gælder Taiwan, der i bogstaveligste forstand risikerer at komme i skudlinjen.

USA’s skiftende og konfliktfyldte politik har givet Kina nye muligheder. I modsætning til Trumps USA fremstår Kina som en forudsigelig og stabil international aktør, der overholder internationale aftaler og spilleregler. Især er Trumps opgør med den internationale regelbaserede verdensorden noget nær en guds gave for Kina. Hvor USA melder sig ud af WHO, er fraværende på internationale klimamøder, svækker FN og dets agenturer, styrker Kina derimod sit engagement i disse sammenhænge.

Xi Jinping har ligeledes annonceret en række initiativer om globalt samarbejde på felter som sikkerhed, udvikling og civilisatoriske fremskridt. Selv om de modificeres af tilføjelsen ”med kinesiske karakteristika”, giver de kinesisk diplomati i sejlene og er med til at forbedre det kinesiske image, der kuldsejlede under COVID-19-krisen. USA under Trump svækker derimod sit internationale engagement og lægger sig ud med traditionelle allierede og risikerer dermed at stå isoleret i den konfrontation med Kina, der lurer i horisonten.

• Xi Jinping
• Donald Trump
• Kinas historie
• Kinas befolkning
• Kinas økonomi
• Kinas militær
• handelskrigen mellem USA og Kina 2025-2026