Skall Studio, dansk modebrand, grundlagt i 2013 af søstrene Julie Skall (f. 1982) og Marie Skall (f. 1986), som begge er uddannet designere fra det daværende TEKO i Herning, hhv. 2007 og 2010. Brandet er kendt for et klassisk, nordisk design med et feminint udtryk og for kollektioner i naturlige materialer.

Design

Skall Studios formsprog forener nordisk enkelhed med et feminint og romantisk udtryk. Kollektionerne er præget af rene snit, løse silhuetter og detaljer som broderier og blonder samt en udstrakt brug af naturmaterialer. Det afdæmpede udtryk er i de senere år blevet suppleret med denim, tailoring og mere formgivne silhuetter. Inspirationen hentes ofte fra kunst, litteratur, film og steder. Til efterårskollektionen 2024 hentede søstrene inspiration hos Joan Didion og andre kvindelige forfattere i 1960’ernes New York, mens efterårskollektionen 2026 tog udgangspunkt i Karen Blixens livslange forhold til blomster.

Materialer og ansvarlighed

Ansvarlighed er en central del af Skall Studios design- og produktionsstrategi. Brandet arbejder med naturlige fibre som bomuld, hør og uld og prioriterer monofibre (materialer der kun består af en type fibre), fordi de er lettere at genanvende. Skall Studio bruger aldrig pels eller læder i sine kollektioner, og hensynet til dyrevelfærd er en del af brandets værdigrundlag. En stor del af bomulden er GOTS-certificeret, og brandet anvender bl.a. genanvendt uld fra den italienske producent Manteco. Denim fremstilles af økologisk, GOTS-certificeret bomuld. Skall Studio har siden begyndelsen fået produceret strik i Danmark og samarbejder bl.a. med Hjelholt Uldspinderi på Fyn, som også leverer uld fra egne økologiske får.

Shows og Copenhagen Fashion Week

Skall Studio har afholdt flere shows under Copenhagen Fashion Week og er en del af modeugens officielle showprogram. I august 2023 blev kollektionen vist i Det Kongelige Biblioteks Have med musik af Lou Reed og en scenografi, der inddrog havens arkitektur og Søren Kierkegaards statue.

Ejerskab og investering

I 2019 købte kapitalfonden North-East Venture del af virksomheden med henblik på at styrke brandets organisation og internationale ekspansion. De er siden udtrådt af ejerkredsen. I 2025 blev Polarbear Invest medejer, mens Julie og Marie Skall gennem deres respektive holdingselskaber hver stadig ejer del af virksomheden.

Samarbejder

Skall Studio har bl.a. samarbejdet med skobrandene KEEN og Arteana. Samarbejdet med KEEN begyndte i 2022 og har siden resulteret i flere modeller, herunder en version af UNEEK-sandalen i 2024 og Jasper-sneakeren At Ease i 2025. Med Arteana lancerede Skall Studio i april 2023 en kollektion af håndlavede, veganske sandaler produceret i Italien.

Priser og nomineringer

Skall Studio har modtaget flere priser og nomineringer. I 2018 var brandet nomineret til ELLE Style Awards’ CSR-pris. I 2024 var Skall Studio finalist til Wessel & Vett Fashion Prize. Samme år modtog brandet ved ELLE Awards priserne Årets Præstation og Årets Springbræt, der gives til et dansk modebrand med internationalt potentiale.

Læs mere i Lex

• mode

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig