I 1924-1928 udførte han Søfartsmonument til Langelinie, sammen med arkitekten Ivar Bentsen. Han tabte ellers oprindeligt konkurrencen om monumentets udførelse til vennen og kollegaen Kai Nielsen, men overtog den, da Nielsen måtte opgive på grund af sygdom. Værket er udført i kalksten og bronze og blev afsløret i 1928. Det består af et fortællende relief og en stor vinget kvindeskikkelse, Mindet, som hans kone Lone Rathsack stod model til.
Han fik siden flere andre offentlige opgaver, bl.a. Lumbye monumentet i Tivoli (udført i årene 1929-1930 og genskabt i bronze i 1962, og Grønlandsmonumentet på Christianshavns Torv i København (1931-1938).
Sidstnævnte, som blev virkeliggjort på hans eget initiativ. Ifølge kunsthistorikeren Erik Zahle fik Rathsack allerede i starten af 1920'erne ideen til et monument for både Grønland og Færøerne, som han påtænkte skulle placeres foran Christiansborg. I 1931 rejste Svend og Lone Rathsack på en seks ugers inspirationsrejse til Grønland. Studier fra denne rejse i form af portræthoveder af grønlandske personer i ler og bronze og fedtsten ejes af Statens Museum for Kunst, Trapholt og Nasjonalgalleriet i Oslo.
Skitsen til Grønlandsmonumentet blev udstillet første gang på udstillingen Grønland 1932 i Industribygningen i København. I 1933 besluttede Københavns Kommune sig for at købe kajakmanden og to år senere også kvindegrupperne. Monumentet var på det tidspunkt det dyreste monument, som kommunen havde investeret i.
Grønlandsmonumentet består af en stående fanger foran sin kajak, anbragt højt på en piedestal, og to lavt placerede sidegrupper med arbejdende grønlandske kvinder. Værket er udført i blåsort (kajakmanden) og rød granit (kvindegrupperne).
Rathsacks sidste færdige arbejder som Stående kvinde (cement, 1940-1941, bronze, Glyptoteket og Aarhus Rådhus) og Jægeren (1941, Statens Museum for Kunst), vidner om hans stadige beskæftigelse med og udforskning af de muligheder, der ligger i den monumentale stående figur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.