Umbrien

Landskabet udgøres overvejende af et lavereliggende, kuperet område i 400-800 meters højde og to bjergrygge. Generelt er bjergene højere i den sydlige del af regionen og når i Monte Vettore på grænsen til Marche op i 2478 m. Ved Orvieto findes vulkansk aktivitet, og byen er bygget på en bakke af tuf, hvori der er gravet et gangsystem. Jordskælv i 1997 forårsagede store ødelæggelser i valfartsbyen Assisi, en af regionens flittigst besøgte byer.

Umbrien gennemstrømmes fra nord til syd af floden Tiberen. Øst for Terni ligger Italiens højeste vandfald, Cascata delle Marmore, udgravet omkring 200 f.v.t. mellem floderne Velino og Nera.

Klimaet er gunstigt til landbrug med sommertemperaturer på 20-24 °C og en årsnedbør på 700-900 mm, der er nogenlunde jævnt fordelt.

I Umbrien dyrkes der bl.a. tobak, vin, hvede, majs, lidt oliven og solsikke. Fødevareindustrien er en af de væsentligste brancher og omfatter bl.a. en veludviklet pastaindustri. Derudover produceres tøj, keramik, møbler og trævarer samt mindre, mekaniske artikler. Industrien er præget af små og mellemstore virksomheder; kun omkring Terni findes nogen sværindustri (stålværk og kemisk industri).

Indtægtsniveauet ligger lidt under det italienske gennemsnit, men det stabile industrielle klima medfører en vis tilvandring.

Området var beboet af etruskere og umbrere, inden det i 295 f.v.t. kom under Romerriget. Hovedparten af Umbrien kom under det longobardiske hertugdømme Spoleto fra slutningen af 500-tallet; resten forblev byzantinsk indtil midten af 700-tallet.

Perugia opnåede i middelalderen en høj grad af selvstyre og blev Umbriens dominerende by. Efter langvarig strid mellem hertuger, bystater og Kirkestaten blev kirkens magt fastslået med indlemmelsen af Perugia i Kirkestaten i 1540.

Bortset fra et mellemspil under Napoleonskrigene forblev Umbrien under Kirkestaten indtil 1860, da det kom under kongedømmet Sardinien og året efter indgik i Italien.

• Toscana
• Italiens regioner