Reims

Domkirken Notre-Dame, de franske kongers kroningskirke 1223-1825, er et hovedværk i gotikkens arkitektur, en 150 m lang, treskibet basilika, opført 1211-ca. 1290. Arkitekterne var ifølge indskriften i en nu forsvundet labyrint i kirkegulvet Jean d'Orbais, Jean Le Loup, Gaucher de Reims og Bernard de Soissons. Byggeriet fortsattes i 1300- og 1400-t. (vesttårnene). Af den overordentlig rige skulpturudsmykning viser især vestfacadens portalskulpturer den højgotiske stils udvikling i 1200-t.; berømt er nordportalens smilende engel, Le sourire de Reims. Kirken er rig på glasmalerier fra 1200-1900-t.; de ældste findes i bl.a. koret og i vest (det store rosevindue). Østkapellet har glasmalerier af Marc Chagall fra 1974.

Reims var under romerne centrum for provinsen Gallia Belgica og det vigtigste trafikknudepunkt på vejene mellem Rhônedalen og Nederlandene samt Kanalhavnene og Rhinen. I 1600-t. blev klædeindustrien kraftigt stimuleret af Jean-Baptiste Colbert, som var født i byen. Under 1. Verdenskrig lå Reims nærmest på selve frontlinjen; i fire år bombarderede tyskerne byen fra de omkringliggende højdedrag, og den blev stort set jævnet med jorden; domkirken blev beskadiget, men restaureredes senere. Byen blev tildelt Croix de Guerre og Æreslegionen. Under 2. Verdenskrig blev Reims igen stærkt ødelagt, men domkirken forblev intakt. Fra oktober 1944 var byen general Eisenhowers hovedkvarter, og tyskernes endelige kapitulation blev underskrevet her 7.5.1945.